Nordiske Aner

af Carl Sagan

Se igen på den plet. Det er her. Det er hjemme. Det er os. På den er alle vi elsker, alle vi kender, alle vi nogensinde har hørt om, ethvert menneske som nogensinde var og levede deres liv. Sammensætningen af vores glæder og lidelser, tusindvis af tillidsfulde religioner, ideologier og økonomiske doktriner, enhver jæger og samler, enhver helt og kujon, alle skabere og ødelæggere af civilisationer, enhver konge og bonde, ethvert ungt forelsket par, enhver mor og far og håbefuldt barn, opfinder og udforsker, enhver lærer af moral, enhver korrupt politiker, enhver "superstjerne", enhver "øverste leder", enhver helgen og synder i menneskehedens historie levede dér - på et støvkorn ophængt i en solstråle.

Jorden er et meget lille stadium i en stor kosmisk arena. Tænk på de floder af blod spildt af alle disse generaler og kejsere, så de i ære og triumf kunne blive de øjeblikkelige herrer af en brøkdel af en plet. Tænk på de endeløse grusomheder, som indbyggerne i et hjørne af denne plet har udført på de næppe skelnelige indbyggere i et andet hjørne, hvor ofte de misforstår hinanden, hvor ivrigt de dræber hinanden, hvor glødende de hader hinanden.

Vores holdninger, vores forestillede selvbetydning, den vildfarelse at vi har en privilegeret stilling i universet, udfordres af denne plet med svagt lys. Vores planet er et ensomt fnug i det store omsluttende kosmiske mørke. I vores uklarhed, i al denne storhed er der ingen antydning om, at hjælp vil komme fra andre steder for at redde os fra os selv.

Jorden er den eneste verden, der hidtil er kendt for at have liv. Der er intet andet sted, i det mindste i den nærmeste fremtid, som mennesket kunne udvandre til. Besøge, ja. Bosætte, endnu ikke. Synes om det eller ej, for øjeblikket er jorden, hvor vi gør vores stand.

Det er blevet sagt at astronomi er en ydmygende og karakterbyggende oplevelse. Der er måske ikke nogen bedre demonstration af dumheden af den menneskelige indbildskhed end dette fjerne billede af vores lille verden. Det understreger vores ansvar over for hinanden om at bevare og værne om denne lyseblå plet, det eneste hjem, vi nogensinde har kendt.

- Carl Sagan, Pale Blue Dot, 1994

Martin Andersen Nexø

Et Barn Er Født

Der er halvanden Milliard Stjærner i Himmelrummet, og — saa vidt man ved — halvanden Milliard Menneskevæsner paa Jorden. Lige mange af hvert! Man skulde næsten tro, de gamle havde Ret som mente, at hvert Menneske fødtes under sin Stjærne. Rundt om i Hundreder af kostbare Observatorier — anbragt Jorden over, snart paa Sletter og snart paa de høje Bjærge — sidder højtbegavede Videnskabsmænd, rustede med de fineste Instrumenter, og spejder Nat efter Nat ud i Himmelrummet. De kigger og tager fotografiske Plader, hele deres Liv optagne af det ene: at gøre sig udødelige ved at opdage en ny Stjærne. Et Himmellegeme til — til de halvanden Milliard der i Forvejen valser rundt derude.

Hvert Sekund fødes der en Menneskesjæl til Verden. Et nyt Lys tændes, en Stjærne der maaske skal brænde usædvanlig smukt, som i al Fald har sit eget, aldrig sete Spektrum. Et nyt Væsen, der maaske skal strø Genialitet, maaske Skønhed omkring sig, kysser Jorden; det aldrig sete bliver Kød og Blod. Intet Menneske er en Gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages, hvert nyt Væsen ligner de Kometer, der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid drager deres lysende Vej henover den — en Fosforesceren mellem to Evigheder af Mørke. Saa er der vel Glæde blandt Menneskene for hver nytændt Sjæl? om hans Vugge staar de vel med spørgende Øjne, undrende paa hvad denne ny vil bringe?

Tove Maës som Ditte

Et Menneske Er Dødt

Hvert sekund dør et menneske. Et lys slukkes for aldrig at tændes mere, en stjerne, der måske har brændt usædvanlig smukt – i al fald har haft sit eget, aldrig før sete spektrum. Et væsen, der måske har strøet genialitet, måske godhed omkring sig, forlader jorden. Det kun én gang sete – underet, der blev kød og blod, hører op med at være. Intet menneske var en gentagelse af andre eller skal nogensinde gentages. Hvert Menneskebarn ligner de Kometer, der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid drager deres lysende Vej hen over den - en Fosforesceren mellem to Evigheder af Mørke!

Nordiske Aner Skilderier og Slægtstavler

Den Blege Blaa Plet

af Carl Sagan

Uddrag fra Begyndelsen og Slutningen af Ditte Menneskebarn

Martin Andersen Nexø

Et Barn Er Født

Tove Maës som Ditte

Et Menneske Er Dødt

EU-persondataforordningen

Stedfinder

Medarbejdere og Bidragsydere